Tidligere på aftenen sad jeg og kiggede lidt på nogle indlæg i den borderlinegruppe jeg er med i på fb, der var specielt 1 indlæg som fangede min opmærksomhed, det handlede om det med at lukke folk ind i ens liv, ens indre, lade dem komme tæt nok på til at kunne vide noget om hvordan vi har det og lade dem hjælpe, personligt har jeg haft svært ved det kan huske mange episoder hvor jeg har haft et angstanfald eller bare er begyndt at stortude, hvor jeg har lukket helt af for den jeg evt har været sammen med da det skete bare personen var i nærheden af at røre mig kunne det få mig til at bryde helt sammen, hvor det tager timer for mig at "samle" mig igen, og dog, er der 1 person jeg aldrig har haft det problem med, min bedste ven, han har været der for mig gennem både op og nedture og han har altid været der når der har været brug for det, hvis han har haft mulighed for det har han givet krammere når det var det der var brug for og han har altid kunne komme til mig når jeg har brudt sammen, hans kram har hjulpet rigtig meget, det at have ham i mit liv har hjulpet mig med at nå dertil i mit liv hvor jeg er nu, han er en person jeg aldrig vil kunne undvære igen, jeg savner ham, også mere end jeg tør indrømme... Han betyder så meget i mit liv at det ikke kan forklares med ord, han er så fantastisk en person at det halve ville være mere end rigeligt han har virkelig altid været der for mig og er det også for andre, og alligevel udnytter folk ham bare, hvordan kan de? Hvordan kan folk få sig selv til at såre et så fantastisk menneske som ham hele tiden? Jeg elsker ham for den han er og det håber jeg virkelig at han ved, jeg håber at han ved hvad han betyder for mig i det mindste, for han er og bliver min bedste ven og ingen vil nogensinde kunne tage hans plads hos mig, at miste ham ville være at miste en del af mig selv.
Michael, uanset hvad vil du altid være elsket af mig, kram
