"Indrømmer gerne overfor mine venner at jeg ikke har været så nem at komme til på de sidste og at jeg også har været meget irritabel osv. osv. men ja, jeg kæmper for at kunne få det bedre. Jeg kæmper for at stoppe det mønster som er så dybt indgroet i mig at det næsten er en del af mig, jeg sætter altid andre før mig selv, men det holder ikke at blive ved med det, og trække mig selv ned. Så jeg arbejder på sammen med Rikke, at bryde det mønster, og tage mere hensyn til mig selv og hvad jeg kan holde til. Og midt i alt det her, som faktisk er utroligt svært for mig og har haft det rigtig dårligt med det, føler jeg at jeg mangler forståelse og opbakning fra de venner som i så lang tid har sagt til mig at det er det jeg skulle gøre..
Så undskyld hvis jeg virker noget fjern osv for tiden, men nu ved i altså hvorfor."Min fb-status fra igår.. -Havde brug for at komme ud med det, få forklaret bare lidt af hvad der foregår i mit liv pt. og ja, det der og meget mere. Jeg er igen, igen startet på anti-depressiver, denne gang største dosis jeg hidtil har fået og sover derfor konstant, det minder mig lidt om sidste år, og nej ikke noget jeg bryder mig om at blive mindet om. Jeg føler at jeg har mistet meget af kontakten til venner og bekendte. af hvilken grund kan jeg ikke helt finde ud af, synes selv jeg forsøger at skrive og holde kontakten ved lige, men føler lidt det kun er mig der kæmper for de venskaber, dermed ikke sagt at man skal skrive/snakke/ses hver dag, på ingen måde, men folk der før har været en stor del af min hverdag og dermed mit liv føler jeg er begyndt at trække sig ligeså stille væk, jeg ved ikke hvorfor, ville dog utroligt gerne vide hvad det tilsyneladende er jeg gør forkert..
For det gør ondt på mig at have den følelse.. Meget endda... Jeg savner at være rigtig glad, jeg savner at kunne smile fordi jeg mener det og ikke fordi jeg føler jeg er nødt til det, jeg savner at kunne sove uden at kæresten først skal ligge og trøste mig fordi jeg stortuder uden selv at kunne forklare hvad der får mig til det. ALT det savner jeg utroligt meget.. Det gør ondt på kæresten at se mig trist, det ved jeg det gør. Men hvem gør det ellers ondt på? Hvem har udover ham tænkt sig at vise lidt omsorg for den "lille" pige som har sådan brug for nogle kram, noget forståelse, noget accept?
Jeg vil bare gerne vide det, for lige nu har jeg svært ved at se det, for ja jeg er igen nået et dybt sort hul, og hvad er der at gøre ved det, ikke så meget lige nu, men måske på længere sigt der kunne komme en løsning som ville være mere holdbar end dem der har været indtil videre.
Lidt tekst at tænke over som passer til ovenstående tekst/tanker/indlæg:
"Hvorfor er det så nemt og sætte andres behov først.. !!! ?.. Hvorfor er det så nemt og se ned på sig selv??! Hvorfor er det så nemt og finde alt det negative? Hvorfor er det så nemt og sige fuck alt?, i stedet for og sige NEJ, jeg vælger og kæmpe!! Hvorfor er det så svært og sætte egne behov først?!?Hvorfor er det så svært og finde noget positivt?!? Hvorfor er det så svært og sige "Hjælp mig!?!? Hvorfor er det så svært og vise man er sårbar? uden og føle sig til grin og ynkelig! Hvorfor er det så svært og knytte sig til folk?!?"
Så undskyld hvis jeg virker noget fjern osv for tiden, men nu ved i altså hvorfor."Min fb-status fra igår.. -Havde brug for at komme ud med det, få forklaret bare lidt af hvad der foregår i mit liv pt. og ja, det der og meget mere. Jeg er igen, igen startet på anti-depressiver, denne gang største dosis jeg hidtil har fået og sover derfor konstant, det minder mig lidt om sidste år, og nej ikke noget jeg bryder mig om at blive mindet om. Jeg føler at jeg har mistet meget af kontakten til venner og bekendte. af hvilken grund kan jeg ikke helt finde ud af, synes selv jeg forsøger at skrive og holde kontakten ved lige, men føler lidt det kun er mig der kæmper for de venskaber, dermed ikke sagt at man skal skrive/snakke/ses hver dag, på ingen måde, men folk der før har været en stor del af min hverdag og dermed mit liv føler jeg er begyndt at trække sig ligeså stille væk, jeg ved ikke hvorfor, ville dog utroligt gerne vide hvad det tilsyneladende er jeg gør forkert..
For det gør ondt på mig at have den følelse.. Meget endda... Jeg savner at være rigtig glad, jeg savner at kunne smile fordi jeg mener det og ikke fordi jeg føler jeg er nødt til det, jeg savner at kunne sove uden at kæresten først skal ligge og trøste mig fordi jeg stortuder uden selv at kunne forklare hvad der får mig til det. ALT det savner jeg utroligt meget.. Det gør ondt på kæresten at se mig trist, det ved jeg det gør. Men hvem gør det ellers ondt på? Hvem har udover ham tænkt sig at vise lidt omsorg for den "lille" pige som har sådan brug for nogle kram, noget forståelse, noget accept?
Jeg vil bare gerne vide det, for lige nu har jeg svært ved at se det, for ja jeg er igen nået et dybt sort hul, og hvad er der at gøre ved det, ikke så meget lige nu, men måske på længere sigt der kunne komme en løsning som ville være mere holdbar end dem der har været indtil videre.
Lidt tekst at tænke over som passer til ovenstående tekst/tanker/indlæg:
"Hvorfor er det så nemt og sætte andres behov først.. !!! ?.. Hvorfor er det så nemt og se ned på sig selv??! Hvorfor er det så nemt og finde alt det negative? Hvorfor er det så nemt og sige fuck alt?, i stedet for og sige NEJ, jeg vælger og kæmpe!! Hvorfor er det så svært og sætte egne behov først?!?Hvorfor er det så svært og finde noget positivt?!? Hvorfor er det så svært og sige "Hjælp mig!?!? Hvorfor er det så svært og vise man er sårbar? uden og føle sig til grin og ynkelig! Hvorfor er det så svært og knytte sig til folk?!?"
"En lille pige
Hun nægtede sig selv behov
Behov for at være lille
Behov for
TrøstGlæde
Kærlighed
En lille pige
Hun ignorerede sig selv
Mærkede ikke sig selv
Sine
Behov
Tanker
Følelser
En lille pige
Hun lærte ikke at føle noget
Ingenting
Indeni var hun
Følelsesløs
Tom
Intet
Hun var jo bare en lille pige"
Hun nægtede sig selv behov
Behov for at være lille
Behov for
TrøstGlæde
Kærlighed
En lille pige
Hun ignorerede sig selv
Mærkede ikke sig selv
Sine
Behov
Tanker
Følelser
En lille pige
Hun lærte ikke at føle noget
Ingenting
Indeni var hun
Følelsesløs
Tom
Intet
Hun var jo bare en lille pige"
